Mit Job

Efter mange år som pædagog fik jeg lyst til nye udfordringer.

Så derfor tog jeg en meritlæreruddannelse. Jeg dimitterede i juni 2005 fra CVU-Jelling. Det er en to årig uddannelse for mennesker der har en anden baggrund end de unge studenter der starter på læreruddannelsen.

Baggrunden består for mit vedkommende af en børnehavepædagoguddannelse fra Jydsk Pædagogseminarium i Århus i 1991 og 14 års erfaringer fra børnehave, aldersintegreret institution ( 3-14 årige), SFO og folkeskole (Helhedsskolen i Horsens). Med denne baggrund og nogle H.F. fag har jeg taget  de to liniefag : dansk og billedkunst,  på lige fod med alle andre lærerstuderende. Jeg kunne få merit for psykologi, pædagogik, almen didaktik (+praktikforløb) og faget: "Skolen i samfundet." Jeg valgte i skoleåret 03-04 at tage orlov uden løn fra skolen, hvor jeg arbejdede i SFO og skoledel i helhedsskolen. Dette gjorde at jeg kunne få fagene: almen didaktik med bedømmelsespraktik og skolen i samfundet, tilføjet til eksamenspapiret. Samtidig tog jeg også pædagogisk IT-kørekort. Senest har jeg taget endnu et liniefag, nemlig engelsk, som jeg afsluttede i 2009.

Det har været godt, men også hårdt at tage en ny uddannelse. Uden den store opbakning fra familien var det ikke gået. I det andet studieår passede jeg mit fuldtidsjob, som pædagog, ved siden af studierne. Og den bedste belønning for sliddet har været, at jeg siden august 05 har haft et godt lærerjob. Det er spændende og udfordrende og lever helt op til mine forventninger til at være lærer i den danske folkeskole.

Jeg arbejder på Langmarkskolen i Horsens og er meget glad for at være lærer der.

Se evt. mere her: http://www.langmarkskolen.horsens.dk/

Retur